Værkstedets forhistorie

1976

Værkstedet ILD & LER etableres i Lund Gl. Skole ved Herning, af keramikerne Bent Skytte-Rasmussen og Esben Lyngsaa Madsen. Her udføres det store relief Epohke (1977), efter forlæg af Jean Dubuffet, sammen med nu afdøde keramiker Erik Nyholm. Dette skulle vise sig at blive starten på en ny æra i dansk keramiks historie.

1980

NEES FÆLLESVÆRKSTED i Nees Ved Holstebro ser dagens lys. Keramikerne Esben Lyngsaa Madsen, Steen Dybdahl og Klavs Weiss var personerne bag værkstedet. Samarbejdet med Bjørn Nørgaard indledes og med ham Arme & Ben ( Lene Adler Pedersen, Poul Gernes, og Richardt Winter). Keramikhulen (1980) i Bjørn Nørgaards udsmykning af Gladsakse Hovedbibliotek bliver det første projekt herude. Menneskemuren (1982) bliver det næste af Bjørn Nørgaards Projekter. Sammen med Arme & Ben skabes en totaludsmykning på Tørring Gymnasium.

1984

Esben Lyngsaa Madsen forlader værkstedet og arbejder videre uden værksted. Den glaserede mursten ”opfindes” og udstillingen Blomster til Vejle bliver til hovedsagelig på Sønderskov Teglværk. Også her er det Bjørn Nørgaard og Arme & Ben der er hovedaktører. Udsmykningen af rådhuset i Horsens Den Guddommelige Komedie (1985) udføres sammen med Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, under meget primitive forhold på en mark på TOMMERUP TEGLVÆRK. Bjørn Nørgaards udsmykning på Panuminstituttet Allegoriske Figurer (1985), 12 menneskestore figurer som brændes i teglværkets tunnelovn. Også hans Thors Tårn (1986) bliver til under primitive omstændigheder på Tommerup Teglværk. 1987 Det keramiske værksted på TOMMERUP TEGLVÆRK etableres i december .

1987

De første år præges meget af produktionen af glaserede mur- og formsten. Af markante bygningsværker kan nævnes Tycho Brahe Planetarium (1989) af arkitekten Knud Munk, Egedahl Kirke (1988) tegnet af Fogh & Følner. Samarbejde mellem arkitektfirmaet Friis & Molkte og Emil Gregersen resulterer i den smukke udsmykning af Skelager Kirke (1989), Gulv, prædikestol og alter. Verdens største fad på 240 cm (1988) af Erik Nyholm bliver brændt i teglværkets tunnelovn.

1989

Peter Brandes dukker op på arenaen. Det startede med mindre krukker som hurtigt blev til to meter, og som en foreløbig kulmination i 1992 krukken til verdensudstillingen i Sevilla på 468 cm, på det tidspunkt den største keramiske genstand der nogensinde var fremstillet og brændt i et stykke. Subjektiler (1993) et 14 m langt relief til Studstrupværket af samme kunstner.

1990

Året hvor CLAY TODAY fandt sted. Symposiet fandt sted i teglværkets sommerferie, med deltagelse af tyve keramiske sværvægtere hovedsagelig fra USA, navne som Jim Leedy (USA), Donald Reitz (USA) og Frank Boyden (USA) alle verdensnavne, var ikke hverdagskost i Danmark. Studerende fra Kolding Kunsthåndværkerskole var assistenter for de enkelte kunstnere. Clay Today føltes som en saltvandsindsprøjtning for dansk kunstnerkeramik. Mange af disse studerende betragter stadig denne begivenhed som deres væsentligste inspiration.

1994

Tommerup Teglværk går i konkurs. Teglværket overtages af PIPER TEGL og teglværkets aktiviteter, med undtagelse af produktion af almindelige mursten. Det nye firma kommer til at hedde TOMMERUP BYGNINGSKERAMIK. Under denne konstellation fortsætter aktiviteterne, stadig flere kunstnere finder vejen omkring Tommerup. Flere kæmpekrukker af Peter Brandes bliver til, bl.a. til Dronning Margrethe på Marselisborg og endelig de tre krukker som står i Roskilde, den største på 514 cm og en vægt på 8200 kg.

1999

Det keramiske værksted frigøres fra Tommerup Bygningskeramik og TOMMERUP KERAMISKE VÆRKSTED ApS etableres 1. december. Som økonomisk baggrund dannes en støttegruppe som også udgør værkstedets bestyrelse. De hidtidige lokaler med tilhørende ovne og maskiner forpagtes nu af Tommerup Bygningskeramik. Værkstedet er i dag et af verdens førende keramiske værksteder som står til rådighed for keramiske kunstnere, og hvad angår de helt store formater – absolut førende.Workshop prehistory

 

Comments are closed.

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.